Saa stedes vi hér
i det frysende Skær
af Morgenens Vished om Angerens Værd —.
Forgæves vi søger i, Danmark, din Have,
de Blomster, der faldt i de frysende Grave —-,
som sænker den søde, forløsende Duft
i Taarernes lyse og tindrende Luft.
Saa mødtes dit Sind
med en vinterlig Vind —.
O, Danmark, din Høst er saa blæsende blind —.
Den dølgede Vinter, de drømmende Dage
blev vakt af en broder- og søsterlig Klage,
blev vakt af vort Folk, da dets Glæde forgik,
og Sangen hensank i en dyster Musik.
Saa mødtes dit Selv
med det isnende Hvælv
i Natten ved Dødens rødt springende Elv . . .
Som Venner vi drog i en dødelig Stemning
til Elven ved Foden af Forsynets Dæmning —.
Dér sank vore Hjerter i frysende Sorg
ved Foden af Stjernernes blinkende Borg.
I det iskolde Spil,
hvorfor saa I til,
I Stjerner, I ved jo, hvad Forsynet vil? . . .
I stolte, uendeligt rækkende Stjerner,
I havde dog tusinde, skønne Lanterner . . .
Dog sænked I ikke det frelsende Skær,
men smykked et hjerteløst lysende Vær.
Din Tanke, din Aand
blev ramt af en Haand,
der jog gennem Buffer og Koblingers Baand —.
De fløjtende Toge paakaldte i Nøden
de blinkende Stjerner, der spejlede Døden —.
To Toge løb ind i hinandens Favn
og skænked en Aften et gysende Navn. —
Saa stille det Sted
i dets knuste Fred —,
dér laa vore Kære ved Carons Bred.
Det var som de, favnet af Lokomotivet,
lærte det bitreste Favntag med Livet —.
Nu laa de saa trætte af Rejsens Færd,
der endte i Stjernens alvise Skær. —
Dog nej, vi maa se:
Bag Stjerner og Sne
dér dvæler en Verden, der kender vor Vé,
kender vor pilgrim-bedrøvede Klage,
Danmark, din Verden af lidende Dage —.
Dér folder sig Stjernerne ud i et Smil,
naar først vi har vandret en Verden af Mil.
Da søger vi Trøst
ved et moderligt Bryst —,
fortabt i en Lykke af Taaremes Lyst —,
som varmer det Hjerte, der frysende mødte
de Hjerter, som Natten og Skæbnen forødte.
Da vender vi lykkeligt ind i os selv,
og staar foran Stjernernes aabnede Hvælv.
Saa mødes vi her
i det frysende Skær
af Morgenens Vished om Angerens Værd —.
Da aner vi dybest i, Danmark, din Have,
de Blomster, der smykker de smilende Grave.
De sænker en sød og forløsende Duft
i Morgenens lyse, vemodige Luft.