Jeg kender i Luften et Bjerg, der er blaat.
Det svinger sin Sti mod et svævende Slot.
For Eder et Fata-Morgana
i evige Morgeners Pragt,
O, Brødre, der flyver paa Vinger,
der løftes af Eders Foragt.
Jeg kender i Luften en svimlende Sti,
som Stormene hvidner, og Ilden er i.
Den flyver Giganternes Skarer
som funklende Fugle imod,
og farver de frysende Marker
med perlende Purpurblod.
Erobrere, kend Eders knejsende Maal!
Stol fuldt paa det stolte, roterende Staal.
Bestig de berusende Bjerge
med Solskin og søsterlig Sne,
der drømmer i Æterens Arme,
saa langt I kan stige og se.
Azuren sit blaanende Øde har strakt
mod Morgenens Porte, mod Morgenens Pragt.
Formummede Gladiatorer
med hvirvlende Jason-Sværd,
I møder de smilende Lande,
der straaler i Morgenens Skær.
Nu funkler der Guld i det drejende Rat
af Solen, der kuer den knægtede Nat —.
Se, Bjergene kalder og lyser
med Sider som gylden Is,
og Gletcher-Skyerne glider
dybt i en tordenblaa Dis.
Jeg hilser den Flugt over Flodernes Fald,
det vældige Ridt gennem Verdnernes Hal.
Med Vinger, der bruser og koger
af Klodernes Æter-Storm,
der raser mod Rummets Erobring
og Rejsens bedaarende Form.
O, Brødre, I bygger den flyvende Bro
af dristige Buer og dødelig Ro —.
Se, Eders sejlende Hjerter
beskriver de blinkende Mil
mod Rummet og vender tilbage
velsignet af Bjergenes Smil.
Men da er I draget af Verdnernes Spor,
Sirenernes Kys og Serafernes Kor —.
Thi Slottet, det skinnende hvide,
staar hvælvet i Skyernes Hvælv,
og spejler de skinnende Sider
i Eders drømmende Selv . . .
Erobrere, kend Eders flyvende Færd!
Lad Viljerne tugte det hvirvlende Vær.
Højt over os drømmer en Verden
i Farver og bølgende Blaat,
som skænker, om end det er Døden,
som Løn det bedaarende Slot.
Berus Jer i Braget, Propellernes Brag,
i Duggen, der bader Bardunernes Tag —,
Nu flyver Giganternes Skarer
paany mod en Stjernes Skin
og drager, i bristende Hymner,
maaske gennem Portene ind . . .
Thi Morgenes Porte uaabnede staar.
De aabnes af Døden i Dødens Vaar . . .
Udspænd de sitrende Vinger!
Betræd kun den flyvende Bro.
Den styrter dog aldrig i Dybet,
som ejer den skinnende Tro . . .