I den kongelige Morgen, hvor vi ser os selv som Ahner
i det Spejl og Farvespecter, som kun splintres af vort Mod,
skal, udfoldet som et Foraar over Spejlet, vore Faner
staa med Farverne, ublandet, som vort eget Hjerteblod.
I den dødelige Time, da vi knuser Kapitælen
paa den dristigt slanke Søjle, som har baaret paa vor Drøm,
skal, udødelig og frigjort, over Værket leve Sjælen,
der skal lede sene Tiders ædelt søgende Strøm.
I Fanfarer, der er mætted med det Raab, vort Hjerte rummer,
skal vi smykke Spejlets Splinter, Søjlens blødende Ruin
med det Purpur, der skal springe af vor krigeriske Kummer,
mens beruset vi skal segne i en Sang af Ild og Vin.
Unge Brødre af en Heros, der har kendt kun Hjertets Farve,
Havets, Himlens! Vi skal mødes i den samme Offerdaad.
Og de Faner, vi erobred, skal Apollons Sønner arve —,
naar de kommer for at bede om vort kongelige Raad.
Derfor styrter i vort Hjerte denne Jubel ved at sprænge
dette Specter, der har spejlet vore Buers Brødre-Bro.
Derfor flyver denne Hymne fra en splintret Lyres Strenge,
medens Rummet om os dirrer af vort knuste Hjertes Ro.