Jeg vil skrive dig et Digt, D. 103,
om Epokernes Verden, som du lod mig se.
Jeg saa den i Sommerens blinkende Sne.
Jeg vil skrive dig en Hymne, D. 103,
om det, der over Verdnernes Afgrund kan ske —.
Om Jubel, der springer i dødelig Vé!
Jeg vil digte dig en Ode, du bjerghøje ørn,
der skaber Giganter af flyvende Børn —,
og tager Elementers titaniske Tørn.
Jeg har siddet paa din Ryg og set paa dit Plan,
da du skued et blaanende Luft-Ocean,
ført af en sælsom, formummet Titan.
Jeg saa dig mod Solen, der stod som et Land,
som et Bjerg, der var bygget af gylden Brand —,
og smykked med Smil det hvilende Vand.
Jeg hørte dig kalde Skyfolkene frem —.
De kom os i Møde paa Bjergenes Bræm . . .
da vi holdt vort Triumphtog i Skyernes Hjem!
O, herlige Verden i Dale og Sol.
Der blinker en Bræ om din isede Pol.
Under Palmer en Mand paa en tropisk Stol.
Saa spændes mit Øje, D. 103.
Det skuer en Sommer, der smykkes af Sne.
Aarstidernes Enhed, som du lod mig sé. —
Rid Skyernes Ryg! Gaa i Stjernernes Spor,
og vis os den vide og hvilende Jord —.
Da stiger vor Jubel mod Stormenes Kor.