Jeg er en Harpe, der toner
i Bjergenes skovklædte Kroner.
Jeg er en Harpe, der klinger
i Klokker, hvor Klokkerne ringer . . .
Jeg er Sanger i Sangernes smilende Land,
ved den øde og sukkende Strand —,
i et lille og lykkeligt Land.
Som mættet med Rytmernes Sødme
som synkende Sol med sin Rødme —,
er jeg Harpen, der dirrer af Strenge
i Bjerge, i Floder, i Enge —.
Jeg er en Sanger i Byen, paa Torv og paa Tag,
i Byen, der bølger af Flag
paa en lykkelig, lykkelig Dag.
Jeg er den barnlige Sanger.
Et Føl er min vingede Ganger . . .
Jeg er en Dreng iblandt Guder,
der synger om Huse og Ruder —.
Jeg er et lykkeligt Skrig i det tonende Kor.
der lovsynger den bølgende Jord
og lykkeligt, lykkeligt tror . . .
Jeg er en Harpe, der skælver
af alt, hvad der blaaner og hvælv er —.
Jeg er en Harpe, der stiger
i Sang mod usynlige Riger . . .
Jeg er et dirrende, ungt og dybt Instrument,
der aaben mod Verden staar vendt,
mod det flammende blaa Firmament!
Jeg er et Ord og en Tanke,
en Blomst og en blussende Ranke.
Jeg er en Fugl og en Fole,
der iler mod straalende Sole —.
Jeg er hver lykkelig Ting, som skinnende skér.
Jeg er hver Lyd, der lér —,
i Riget, som ingen sér . . .