Over og omkring mig ser jeg Ruder staa og gløde,
smile gyldne mig i Møde,
sér jeg Lys i alle Hjem
af et Mørke blomstre frem —,
fuld af inderlig og stille Glans af Arneild, der brænder
dér hvor Dag og Dagværk ender.
Oppe bag Gardiner sér jeg Nadverskaalen tømmes,
o, om lidt — hvor skal der drømmes
af en Purk, en Glut, en Dreng,
der gaar søvnig til sin Seng ,
fulgt af én der elsker sine, fulgt af Bønnen ind i Blunden
og en Mellemad i Munden . . .
Og en dagtræt Husbond, som har tjent sit Brød i By,
føler Lønnen er et Ly —
imod al Slags Blæst og Byger,
finder Piben frem og ryger —.
Hys, fra Barnekammerdøren lyder lindrende og let
Drengens, Gluttens Aandedræt.
Over og omkring mig sér jeg tændte Ruder staa.
Mod dem alle vil jeg gaa.
Jeg vil spejde ved en Rude.
Jeg vil lytte ved en Pude. —
Hvad jeg hører, vil jeg nævne som en Lykke, som en Glæde,
glemme Trangen til at græde. —