I Nat i Drømme syntes jeg nu var opnaaet
den Fred for en forelsket Lykkes Fredløshed.
Ved Morgentide har jeg fuld af Angst forstaaet,
at al min Vaagen over dig maa blive ved —.
Jeg er uværdig for dit Vidnesbyrd om Glæden,
hvormed, jeg tror, du møder i et Kys min Mund.
Min Grublen over dig er denne stumme Græden —
der gør et Kys til en forstemt, vémodig Stund.
Min Læbes Ild og Kyssets iltre Spørgen,
der gør min Ømhed stundom stejl og sammenbidt,
den er, forstenet, kun som Summen af min Sørgen
en hed Essens af Tvivl mit Sind har lidt . . .
Thi Glæden i dit Kys har gjort min Glæde gal.
Jeg kysser, saadan synes jeg, en Mund af Kval . . .