Kun i disse foraarssøde Dage,
hvor en Solsort spinder Hjertet ind i Sang,
skal du høre, ak, min Elskede, min Klage:
Vi skal miste denne Sommer, ak, engang.
Kun i dette Lys af Maj og Maane,
mens du hører Fuglens Sødme i min Røst,
skal du høre det som Graad, at vi skal graane ..
naar vi nærmer os en kold og øde Kyst.
Kun fordi jeg kender disse Dage,
og dit Kys, der er saa sødt, som aldrig før,
skal du kende i min Sang en stille Klage —
over Sommeren og os, fordi vi dør . . .