Foran Versailles’ Facade.
Træerne skumrer.
Alle Fontænerne slumrer,
og Slottets bedaarende Damme
ligger i Marmorets Ramme —
og fæstner den første Stjerne
dybt i det døde Bryst.
Det er som om Tiderne vandrer
mod sunkne Aarhundreders Kyst.
Chaville og det stille Hotel.
De frysende Huse
hører Aarhundredet bruse
og skimter igennem de høje
Træer Versailles Fløje —.
Facadernes ældgamle Ruder
drømmer af natlige Skær.
Det er som den gamle Vicomte
kommer Versailles nær.
O, Sommer for Sekler siden
i Parkernes Gange.
Mit Hjerte, du gemmer de Sange,
vi sang til Dauphinens Ære,
Komtessen og alle de Kære —,
hvis Hjerter er døde og sover
saa stille ved Stjernens Kyst.
Hvis Hjerter, ak, er saa stille
som Marmoret i deres Bryst.
Chaville og det stille Hotel.
Husker, Komtesse,
I Engen, hvor Føllene græsse?
De smaa og de vævre.
Husker I Skoven ved Sêvres?
Turen igennem Meudon og Saint Cloud
til det lille Hotel.
Chaville, Chaville, du er Navnet
paa Mindets usalige Væld.
Der synes saa lyst i Versailles.
Ruderne gløder.
Hvem er det Vicomten møder
under Versailles Sale?
Er det min Sommer, min Svale —,
min Ungdom, min lille Komtesse?
Ak, Cour de Royale!
Jeg gensér i Gaarden de høje,
de samme bedaarende Sale.
Foran Versailles Facade.
Vicomte de Bravin
standser ved Bacchi Bassin.
Han lytter, og synes han kender
de Lys, som Chaville opsender —
dérnede igennem Alléen,
hvis Navn for hans Hjertes Is
klinger som yndige Sange,
klinger saa varmt: Paris. —
Da fryser Vicomten med ét.
Bassinerne blinker.
Det er som om Marmoret vinker —
og inde fra dunkle Haller
de døde Vicomter kalder —.
End mere Fontænerne tier.
Hver Rude udbrænder.
Vicomten staar op paa sin Sokkel . . .
Han vrider de hvide Hænder —.