Den unge fortryllende Dag tog mig ind til sit Hjerte
og hviskede til mig, at Solen er ligesom Stuer —,
hvor Løvet er Loft, og Lyd af bedaarende Duer
ligner den sorgløse Pludren af Havens bedaarende Fruer.
De sidder højsommerligt hvide i blomstrende Kjoler,
berusende unge og gør mig forbavset og bange
af Glæde, der gemmer sig angst i mit Hjertes Gange —,
men stiger imod dem i stille, forelskede Sange . . .
En Række af hvide Gudinder har sat sig paa Bænken
med sænkede Aasyn og blide, arbejdsomme Arme,
der synes at sy med en Guldtraad af Sollys og Varme —,
en Mindelse inde i Mønstret af moderlig Charme —.
De sidder og drøfter, halvt drømmende Dyrtidens Væsen
og finder, at Verden er fraadende opfyldt af Kvaler.
O, dette stille og skinnende Sollys, der daler —,
rindende rigt af det bundløse Rums Pokaler . . .
Det sænker et straalende Livssvar imod deres Hoved.
Det heder saa herligt op hos de flittige Fruer.
Det dænger en dybere Sødme i Sollysets Stuer ,
og højner et Billed af Havens bedaarende Fruer.
Den unge, fortryllende Dag tog mig ind til sit Hjerte
og viste mig Grupper af pludrende Unger i Gruset —.
Den aabned mig kaldende Klokker, der højt over Huset
gjorde en blaanende Luftning af syngende Rytmer beruset.
Da sank der en Hymne fra Byens larmende Hjerte
dybt i mit Blod med en Tone, der altid vil dirre,
saalænge mit Hjerte skal slaa, og mit Øje skal stirre —.
Saalænge det syngende Malm i mig selv kan rustne og irre . . .
O, disse Klokker er Byens larmende Lyde
samlet af klangfulde Slag i en eneste Stemme . . .
Hjertet, hvor altid min Hjemløshed føler sig hjemme —,
Stedet, der strømmer af Byens fjernt brusende Stemme.
Den unge, fortryllende Dag tog mig ind til sit Hjette
og viste mig Haven blandt alle sorgløse Haver —,
hvor Gruset for legende Børn er som funklende Gaver,
og Solen de pludrende Slægter i Sødme begraver . . .
Den unge, fortryllende Dag tog mig ind til sit Hjerte
og bad mig bevare det Billed af levende Glæde,
af flittige Fruer, der Guldtraaden synes at træde —,
af Børn, der bedaarende glade gir Duerne Æde . . .