O, skønne Liv, jeg spørger ikke mere,
er denne Morgen, som mit Øje sér, et Syn,
en Frugt af festlig vildt at fantasére,
at føle Flammer i sig selv og Lyn?
O, denne Dag skal vide, at jeg ikke vakler
i Grunden paa, hvorfor jeg selv er til,
at Festen barnligt i mit Hjerte fakler —,
og Hjertet spiller Glædens dybe Spil.
Jeg elsker denne Dag, som mig bereder
den gyldne Rus at nævne Livet ved dets Navn.
I skønne Dage, Hymnen er til Eder
for denne Jubelfest i Eders Favn —,
den Kundskab, lykkelig at kende Eders Kerne,
at vide trodsigt dér, hvor ingen véd —,
at Jorden er en stor og gylden Stjerne —,
hvor Livet kalder med sin Kærlighed.
O, skønne Dag, taksigende jeg drager
hver Duft og Farve, som du ejer, nænsomt ind,
og aander, mens jeg angrer mine Klager —,
en Sødme, som bedøver Blik og Sind —,
en Storm af naadigt Lys, af vild og kærlig Varme,
en duftfyldt Dønning fra et Blomsterdyb —,
et Favntag af ulegemlige Arme . . .
der náar og elsker ømt det mindste Kryb.
Jeg skal lyksalig sanke Dagens Glæder.
Jeg skal lyksalig vaagne til hver Morgens Fest.
O, lad mig give rigt til én, der græder . . .
og lad mig være hver en Ensoms Gæst —,
da vil jeg skænke Lys af Lysets Straaler,
da vil jeg skænke Smil af Himlens Blaa —,
da vil jeg skænke Duft i dybe Skaaler —,
og tørstig selv ved Siden trofast staa.
O, skønne Liv, jeg spørger ikke mére,
om du er stumme Kvaler eller du er Fryd,
en Frugt af festlig vildt at fantasére
og lytte til sit eget Hjertes Lyd . . .
Du er en Sang, som i mit Hjerte strømmer.
Du er en Fest, som farer i mit Blod.
Du er en Drøm, som gjorde mig til Drømmer, —
en naadig Drøm, der gør sin Drømmer god.