De vejrer en Virak i Vinden af Vaar i det fjerne,
af Blomster og rislende Blade i Pinjer og Palmer.
De synes, at Solen hos os er en falmende Stjerne —,
og alle de Sange, vi synger, de toner som Salmer.
De lytter til Vejret som kalder med kogiende Stemme.
Vildænderne kommer og melder om Opbrud hos Stæren.
O, find nu, Børnlille, det Land, hvor Jert Hjerte har hjemme,
og hører I Skriget paa Himlen, da slut Jer til Hæren.
Det værker i Vingen af Kræfter hos Storkenes Unger.
Sé, skyhøje Glenter, der vaagne ved Tanken om Rejsen
skuer mod ny Horizonter. De føler en Hunger —,
en anden end den, naar de jager Musvitten og Mejsen.
O, synger nu Sommerens Fugle saa fremmede Sange
i Pagt med de vinkende Haver i blaanende Lande.
Vi sér, at de flygter, og føler os barnlige bange
og mærker henfarende Sus som et Pust om vor Pande.
O, bring vore Hjerters Budskab til fremmede Zoner.
Fortæl hvor vi længes mod Foraar, I flygtende Skarer,
som lykkeligt drager i Leding i Luftlegioner —,
fra frysende Dages Forstemthed og Frygter og Farer.