I Nat skal Lanterner
og skinnende Lamper,
du skurede Skib, og du lastede Damper,
faa Skinnet af lysende Stjerner —,
der viser dig Vej gennem Havenes Ørke,
i Bølgernes Djungle, i maanehvidt Mørke.
I Nat skal der hvile,
I spejdende Master,
I stængede Luger, I stuvede Laster,
et Pust som af tusinde Mile —
dérude fra øde og sukkende Søer,
der synger om Dødens usynlige Øer . . .
Hvad Havet dog ejer
af evige Farver
de drømmende Moler i Mørkningen arver —
De sænkes om kølige Kajer.
Det blæsende Blaa af det bidende Salt.
Det Lys, der som Faner om Havene faldt.
I Nat skal I slynge
de lænkende Trosser
og føle Forløsning, naar Skruerne fosser —,
naar Skuden begynder at gynge.
Da slipper I ind i Jer Længsels Land,
du hjemløse Skib, og du hjemløse Mand.
I Nat skal I møde
Alverden derude —
som Maanen, der spøgelsesér i en Rude —.
Da lever de drivende Døde . . .
Men staar der en Stjerne højt over din Mast,
da holder en højere Verden dig fast . . .