Jeg hørte dem komme, de elskende to,
fortabt i hinanden, som Børn, naar de leger.
Jeg hørte de lønlige Lyster, der lo —
saa saligt af Cupidos Gavtyvestreger.
Det var Hengivelsens Forspil jeg sáa,
logrende Lader før Favntagets Møde.
Jeg kunde paa Kyssenes Hede forstaa,
at hér var Begærer begyndte at gløde.
Jeg laa for mig selv, saa hvad vedkom det mig?
Jeg sagde slet ikke: O, find Jer et Leje —.
Nu vilde en Skæbne to elskendes Vej
stansed ved min, for at elske og eje.
Jeg undte mig det at iagttage Kvinden,
som skøn i sin Bygning er værd at beundre;
men alle de Ting, jeg iagttog forinden,
hun skænked sig selv, var alt andet end muntre.
Som Linjerne dog i det Legeme faldt
i Slyngning og Smidigheds lønlige Æggen,
der røbed det ikke var Dyden det gjaldt —.
Hun glemte — det syntes jeg — Ynden og Tækken.
Den svungne Bevægelse i hendes Lænd,
syntes jeg, røbede tydeligt Trangen
til Favntag i sødmefyldt Given sig hen —,
og jeg, som iagttog det, mumlede: Slangen —.
Men senere, da de sank ned i min Nærhed,
angred jeg denne fordømmende Tanke,
og syntes det var min sædvanlige Særhed,
for nu var jeg nær ved en chik Pusselanke. —
Og jeg, som var høvisk og nu lod dem ene,
følte et Pust af forstaaelig Higen —.
Jeg hviskede ind mellem Græs, mellem Grene:
Hører De, Hr. — jeg misunder Dem Pigen — —.