Man kørte saa trygt i den dejlige Dal
i en dinglende, gul Diligence.
Og Kusken, som kørte, var ikke saa streng
dengang med sin Kuske-Avance.
Man ej ed en Lyst til at drømme og dvæle
og slingre i Vognens Fald.
Man ejed saa dunkle og farende Sjæle,
som røgted et drømmende Kald.
Men nu er vi faret i Tiderne frem
mod de blinkende Landevejs-Svaler,
og Kusken, som kørte, er kørt til sit Hjem
med en Pose af gamle Rigsdaler —.
Bag Pilenes Rækker, bag Havernes Gærde
forsamles den slumrende Slægt.
Den spørger med Undren: Hvad er der paa Færde?
Det koger i Luften saa kækt?
Der kommer en flygtig og flyvende Vogn
med Ruder og Sejl gennem Blæsten.
Den slynger en Sang i det slumrende Sogn.
Ak, hvor i Alverden er Hesten?
Dér sidder en Kusk bag de Uhyre-Briller,
en Mand ved sin Motors Rat.
Ak, Venner hvad er det dog Manden bestiller,
gemt bag sit Aasyns Nat?
Saa klang deres Tale. Det gamle Land
blev angst for formummede Skarer
af Vogne, der blæste ad Skagler og Spand —,
og mestred de farende Farer —.
Og Landevejssvalerne blinked og vendte
i Skyer af Duft og Benzin,
og saa imod Aften Aarhundredet brændte
i Lygternes blændende Lin.
Der fløj Projektører mod Husmandens Dør,
et Blink af et Automobil. —
Han hørte en Lyd af et hylende Rør —,
der klang over Byer og Mil.
Da saa han sig angst mod de løftede Stjerte
paa sin egen hvilende Vogn,
og følte Aarhundredet dybt i sit Hjerte,
og rundt om det sovende Sogn.
Han tjente sig Penge. Han stred sig frem,
misundte de Automobiler —.
Da fik han en anden Vogn til sit Hjem.
Den ejede Rat og Ventiler —.
Nu jager han selv efter Landevejssvaler
paa Flugt mod den strømmende By.
Vidunderet skete: Ved Gud, det betaler
sig. Vognen er endnu som ny.
Man kørte saa trygt i den dejlige Dal
i en dinglende, gul Diligence.
Den Tid har bevirket, at Kusken er ny,
og faaet sin Renaissance. —
Nu ejer man Lyst til det tekniske Virke.
Paa Jagt mod den nye Natur,
der drøner mod Dalens end drømmende Kirke
og Fortidens irrede Ur.
Det lyder saa dybt og idyllisk i Klangen.
Vort Hjerte skal spejles i Hastigheds-Sangen.