eg elsker den larmende Gade,
jeg elsker den bølgende Bro.
Jeg selv er en Storstads-Nomade,
der flakker ad Gade, ad Gade —,
og aldrig gik roligt til Ro
mit bølgende Hjerte, der løfter
mig højt over svimlende Kløfter
mod Husenes Tinder, de svimle,
der kysser de kaldende Himle. —
Jeg elsker den Sporvogn, der larmer
sig dumpt og dynamisk afsted.
Mig nærer al Trængsel og varmer —,
og Uroen giver mig Fred . . .
Ja dette, ak, dette er Sagen:
Jeg hylder, i Hymner til Dagen,
det hvileløst brusende Kaos
af Røster, der raaber mig nær —.
Den stærkeste! Den har jeg kær —.
Jeg er Fortovets Søn og dets Sanger.
Mit Fag er det skrigende Digt —.
Den Pige, jeg smilende fanger,
kysser jeg —. Det er min Pligt!
Jeg er Søn af Athen, det moderne,
tilber den elektriske Stjerne —,
de funklende Automobiler,
hvor Psyke paa Hynderne smiler.
Jeg skriger det ud over Staden:
Jeg elsker Trafiken og Gaden!
O, lever du end Menelaos
i mig i et kongeligt Kaos?