Hver Kriger er en Slave, hvis Lemmer
er lagt i en Lænke af Jern.
Hver Kriger er en Kæmpe, der trækker
en morderisk Mølle, en Kværn,
der knuser og knægter og dræber
og æder med hvæsende Kæber —
Han gaar med sin Tugter i Trit,
og glemmer det Liv, han har lidt.
Hver Kriger er en Træl for en Konge,
der bygger et Babel af Smerte —.
Hver Kriger, der falder, gør Stenen,
han bærer, til Krigerens Hjerte . . .
Hans Gang er en Gang som en Mølle.
O, Kriger, din Arm er en Kølle —,
der knuste med Lethed dit Jern,
din Konge, din Tugter, din Kværn!
Hver Kriger er et Barn, der er fanget,
og træller i Kongens Sold.
Hans Gerning er ingen Gerning —,
thi Kongens Gerning er gold . . .
Og Trællen gaar tro i sin Lænke.
Dér lærer den tavse at tænke . . .
Dér strider den stille sig stærk —.
Dér samler han Kraft til sit Værk . . .
Hver Kriger gaar tro imod Maalet,
den Død, som er intet Maal . . .
Og Tugternes Piskeslag falder
stundom som isnende Staal —.
Og Kongen, den blege, sterile,
véd kun, som Konger, at smile —,
ængstes, naar Møllen gaar.
Men hviler, naar Møllen staar.
Hvert Aar, som gaar hen, gør Taarnet
større og svimlende stort —.
Det rejser sin Vælde mod Himlen,
men Himlen er varslende sort —.
Babelet vokser og vokser.
Som Myrer er Slaver og Okser —.
Og Kongen er angst for sit Værk.
Thi Slaven har trællet sig stærk.
Hver Kriger er blevet en Kæmpe,
der fylder sin Vogter med Skræk.
Han vover ej mere at piske
og sige til Trællene: Træk —!
Hver Kriger er nu som en Tugter,
der fordrer retfærdige Frugter
af Trældom ved Møllens Spil —.
Han spørger, hvad Taarnet er til?
Men Kongen véd kun at svare:
Det Taarn er jo ikke mit . . .
Thi Kongen har intet Ansvar
for, hvad hans Folk har lidt —.
Men Babelstaarnet af Smerter,
er ikke af Sten, men af Hjerter —,
der segned ved Møllens Spil.
Og Taarnet er intet til.