Jeg kender en Ugle,
som sidder i Natten og skuer
ud over en By, hvor
Symposionslampeme luer.
Hvor Lyden af Stemmer,
der synger til Livsglædens Pris,
er som en Gengangerdaarskab
for den, der er gammel og viis.
Jeg kender en Fugl,
der har Øjne som Sfinksen har Smil . .
De skuer i Menneskers Veje
de tusinde Mil —
og lyser af Visdom,
en saadan som intet forklarer;
thi over dem vaager
i Midnatten Stjernernes Skarer.
Den sidder i Uret, den Ugle,
og Blikkets Ovaler —
er fulde af Ting,
som man ønsker at se i Kabaler —,
af Gaader, der stirrer og lyser —,
som ingen forstaar.
Mindst naar den tuder hver Time,
Uglen, naar Klokkerne slaar . . .
Da droner en Spaadom,
som lyder til gode og onde.
Den handler om alle hengangne
og glemte, der blunde —,
om Slægter, der slumrer
forenet i Nætternes Nat
vistnok i Ly af hver Stjerne,
der tindrer saa fjernt og forladt.
Du Ugle i Natten, du Sfinkslys,
du Underets Blik —,
sig til, hvis der gives en Bund
i dit Øjes Mystik —,
en anden end den,
jeg kan finde paa Glassenes Fliser,
dér hvor min Fattigdom véd,
at der vandrer en Viser . . .
Thi det er i Grunden
det inderste sære ved Fuglen,
selv om den blot for de Øjne
kan lignes ved Uglen
og Sfinksen og Visdommens Sindbilled,
har den ved Siden
det, at den sidder i Natten
og ruger og vaager ved Tiden.