Der blev ingen Kranse sendt, ingen Blomster lagt paa Baaren,
skønt der voksed Vintergækker, og vi nærmede os Vaaren,
skønt den gule Krokus blomstred, og Violens spæde Bloster
stod i Knop og var et blaa og fuldtudviklet, duftfyldt Foster.
Der var ingen obligate, flotte Palme-Dekorationer,
ingen Hatte eller tykke, sørgeklædte Grædekoner —,
og de Faner, som blev sænket over Gravens vaade Muld,
var kun Himlens dybe Blaanen, var kun Foraarssolens Guld —.
Der var ingen Ligbegængelse med Følge og Karéter.
Ingen Præst som lam af Salvelse bad Bøn fra sit Katéter —.
Den gik bort, men ingen bar den til dens sidste Hvilested.
Den er død, og nu begynder vi at føle Savn derved.
Der er dem, der sorgfuldt stirrer, mens de prøver at forstaa,
al den Kummer, al den Sorg, der gør os Dagen ond og graa.
Der er dem, der er saa sure, at man harmes ved at møde,
deres Øjne, som bevidner, at de keder sig tildøde.
Jeg har længe ledt forgæves efter Smilet hos min Næste.
Jeg har for at mane Glæden frem af Graven gjort mit bedste.
Jeg har téet mig som tosset, jeg har midt paa aaben Gade
sunget Sange til dens Minde i en lystig Serenade —.
Men den findes ingen Steder. Den er død i alles Hjerter.
Den har efterladt en gnaven Kapital af dumpe Smerter.
Og de Aasyn, som jeg møder, bærer alle Præg af Pine.
Hele Verden gaar forbi mig med en vildt bedrøvet Mine!