De kongelige Attituders Maskerade,
de stive og formelle Skikke har jeg lært at hade.
Den Høflighed, der ligger i den teatralske Falbelade.
De gængse flertalsfrekventérede Manérer,
der altid den stilfærdige Betragter irritérer,
fordi hans Tanker den beskedne Høflighed docérer.
De fæle Skuespil paa offentlige Steder,
hvor Menneskene elsker den, der har de bedste Klæder —,
imens Misundelsen af Sjælefreden æder . . .
De elegante Haandbevægelsers Rutine,
forenet med en kold og værdig, streng hovmodig Mine,
er Skyld i en beskeden Forskers Ærgrelse og Pine.
Det underholder mig at gaa en Tur i Gaden,
naar Lygter kaster Lysskær op ad Husfacaden —.
Der er saa mange gyldne Lamper rundt omkring i Staden.
Jeg møder mange fine Folk med fine Hatte,
højtidelige Aasyn, stive, sjælsforladte —.
O, det er Mennesker. Det er saa svært at fatte.
Den Maade, hvorpaa Dannelsen blir ignoreret,
har gjort, at jeg saa tidt har følt mig dybt krepéret,
at jeg den ofte henrykt selv har negligéret — —.