Der lugter gult i Fængslets Gaard.
Med Tigerfarver tavse staar
de trodsigt nøgne Mure
og ser med sorte Bure.
Det kommunale Græs er grønt.
Men Græsset her er ikke skønt;
thi tragiske Processer
gror op som smaa Cypresser . . .
Det stilfulde er noget stygt,
og Sirligheden noget sygt . . .
Her er det fredelige
en Rædsels stumme Rige.
Selv Vejen, Gaardens Flisegang,
sig bøjer som det var af Tvang —.
Men tys, om Fængslets Fløje
sér et usynligt Øje . . .
Det sér paa hver en Fliseplet
saa ondt, at aldrig det blir træt —.
Det sér paa Glug og Lemme
og sidder bag hver Tremme . . .
Ak, stedes du i denne Gaard?
Dit Hjerte bag dets Mure slaar.
Dets dybe Stumhed banker
i mine egne Tanker . . .
Det er som en forstenet Stad,
et Hus, der kun har huset Had —.
En djævelsk By af Bure
og tigergule Mure.
Det kan du være trygt bekendt,
o, Samfund, dette Monument —.
Hvad disse grønne Haver
bag Cellerne begraver.
Det er din Dyd at gemme hen
o, den, der dybest er din Ven —,
som stred og stedse strider
og énsom, énsom lider . . .
I Uger, Uger gaar din Gang,
din Dag, din Dag, i Tvang, i Tvang.
Du sattes iblandt Celler.
Dit Hjem det blev en Kælder.
Jeg spørger denne tavse Mur,
men føler Øjne er paa Lur . . .
og alt det ubekendte —.
Dér gaar et Par Betjente . . .
De gaar omkring som i en Døs.
Og Tavsheden er naadeløs —.
Paa Slottets, Slottets Mure
staar tavse Tigerbure . . .