Som et Hoved med en Turban af Vindinger
paa en martret og stakkels Magnet,
der blir pint af Electricitet —,
saa de, vundet om de vældige Tindinger,
virker som sande Forbindinger. —
Som en Hjerne, der udstraaler Tanker,
og lader en Accumulator,
lader en kold Kondensator —,
hvirvler hvileløst det vældige Anker,
og sanker og sanker og sanker.
Med en Ynde, som kun Hastighed kan give,
suser Traadenes trevlede Bundt
som et lynende Lysglimt rundt —.
Som et Hjerte, der rødt sés i Live
i Kobberets blinkende Knive —.
Som en Bi høres summe beruset
af Sommer og Styrke og Sol,
o, hør denne syngende Pol —
Der er en Tone af Stilhed i Suset,
der fylder symphonisk Huset. —
Det er Tonen af selve Musikken,
Dynamoens drømmende Gang —.
Den beruser sig sagte i Sang . . .
Det er Sjælen i selve Tekniken,
det psykiske Punkt i Fysiken . . .