Skal vi gaa til Folkeparken, Søndermarken,
Mosedal, hvor Engens Æggeblommer
vugger tungt i Vind og gul af Sommer —
hos Kastaniens Blomster, som i Brudesærk
lyser over Filmsfabrikkens Plankeværk . . .
Jeg skal vise Vejen til Idyllen, Hylden,
Æbleblomsterne hos Husfacaden,
som, o Særsyn, drysser Sne i Gaden —.
Jeg skal føre dig til Duften af Syrén,
hvor den vokser som en Drøm imellem Sten . . .
O, og Valby har Skøn virke, Jesuskirke
mellem Haver fuld af Blomsterfrugter.
Bag ved Banen, Broer, Viadukter,
dér har Villavejen saa diskret en Pragt.
Dér har Gaden over mig en særlig Magt . . .
Dér faar jeg en Glæde i hvert landligt Stræde,
hvor den séne Dag er fjern og stille —,
ikkun Børn, som synger Bro og Brille —
Der er Verdner i en halvt hensmuldret Gavl.
Der er evig Skønhed over Tagets Tavl . . .
Men der høres Hestes Trampen, Toges Stampen,
Luften dønner af Disharmonier,
Larmen fra Fabrikker, Bryggerier —,
og der driver denne Luft af Bryg og Malt
sammen med de nære Strandes Hav og Salt —.
Skal vi tage Linje to fra Vesterbro —,
drage ud og lede efter Minder —,
ramle ind blandt Korups Danserinder
og beundre Pariers Talentløshed,
som er skøn, fordi der hænger Forstad ved . . .
Aah, i Valby, er det primitive end i Live.
Dér er Hanegal og Duers Kurren
mellem Motorcykler og moderne Snurren —.
Dér gaar Storstadsstrømmen forbi Bondens Lade.
Dér er straatækt Hus i Landsbygade.