Befalingen lød til mig selv: Saml dine Horder!
Foran dig ligger et Land, som I skal indtage.
Lad Vaabnene suse i Luften og sæt saa Recorder.
Blæs i Basuner! Sadl Eders fyrige Plage —!
Lad til barbariske Hymner Vaabnene brage!
Jeg svang mig i Sadlen. Guds Død! Min Hest havde Vinger . . .
Mændene bag mig, syntes jeg, lignede Drenge —.
Men vi var grebet af Trodsen, den store Betvinger.
Dybt i vort Hjerte dirrede Sejrenes Strenge —.
»Vel er vi unge! Men nu har vi biet saa længe —.
Jeg raabte til Flokken. Stormvejret døved min Stemme.
Jeg saa kun et Glimt af de frejdige Øjne og Kinder,
Sandaler og Fødder, der stak i de strammede Remme —:
»Folk, hvis I strænger Jer an — vid, hvis vi vinder —:«
»Landet forude har Haver og hvilende Kvinder —.«
»Landet forude af Rigdom og Medgang er sløvet.«
»Blikket hos mange — I hader det — degeneréret —.«
»Landet staar duftende selv i sin Sødme bedøvet.«
»Mest har det længe os alle i Sandhed krepéret:«
»Folket i Landet er blevet saa Satans blaséret . . .«
»Sé, vore Heste har trampet i Armodets Ørken.«
»Foran os ligger en bugnende, dejlig Oase.«
»Nu er vi trætte af Kampen for Livet og Tørken.«
»Nu er det Timen, der slaar for vor Trætheds Ekstase.«
»Nu skal det gnistre fra Hovene paa vor Pegase . . .«
»Nu skal det lyne i Landet af blinkende Lanser.«
»Spydblad skal jage afsted i en solgylden Stime,«
»saa det skal svimle for Folkenes Øjne og Sanser —.«
»Hvilende Kvinder skal vaagne for brat at besvime —.«
»Kritikken skal stirre og alle dens Klokker skal kime — —.«
Vi kommer med Ild i vor Sjæl. Tørst paa vor Tunge.
Raab til forvænte og kræsne, forfinede Øre.
Horderne kommer. Hører I Hovene runge?
Nu staar der Storm imod Folkenes stængede Døre.
Selv hos Kritikken, der spørger: Hvad er der at gøre —?
Sé, vore Plage er friske trods Pisken og Ridtet.
Mankerne flagrer uredte og Mulerne damper.
»Vil vi vel helme, før Fjenden er slagen og splittet?«
Der skal gro Nælder og Tidsler, hvor Hovene tramper . . .
Sejren skal fejres med hedenske Fakler og Lamper . . .