Du i Efteraarets graa
af Dugg begrædte Daggryestime
hører gennem Taagehavet
Morgnens Kirkeklokker kime,
kalde sovende tillive
i en askegold November,
paa hvis Himmel Nattens Drømme
for at gro forgæves kæmper —.
Du af Dagens klamme Vaagnen
under disse kolde Dyner —
uberørt og uanfægtet
til din Glæde sér de Syner,
du i Søvne rakte efter,
i dit Indre staa forklaret,
og du hvisker til dit Hjerte:
Mine Drømme er bevaret —.
Formiddagens Dagværk lider
langsomt, før det nævnes Slut;
thi du føler i din Venten
Timer mellem hvert Minut —.
Synerne blir mindre klare;
men de tager til i Kraften —,
kulminérer i et Ønske:
Bliv, o Dag, dog snart til Aften —.
Mod Forjættelsen det stunder.
Du har ængstelig dig stillet
i Forventning foran Spejlet,
hvor du sér dit eget Billed.
Halvt urolig for din vaade
Arbejdskjoles Enkelhed —,
halvt i Skamme over Kindens
Rødme slaar du Øjet ned.
Bange for dit Hjertes Forsæt,
som en Pige gerne bliver,
naar hun i sin Kyskhed føler
stærke Kærlighedsmotiver,
som hun ikke véd, hvad ønsker,
ikke véd, hvorfra de kommer.
Kun at Længslens spæde Foraar
er fuldbyrdet i sin Sommer.
Mere bange for at være
ham uværdig, du skal møde,
glemmer du Samvittighedens
runde, altfor purpurrøde
Kinder for din Skurekjole —
kaster denne Dragt tilside,
tænker glad, det til at gøre
Toilette er paa Tide.
Og du toer dine Hænder,
og du toer dine Arme,
mærker i din søde Travlhed
ikke deres Glød og Varme —,
ellevild af salig Omhu
risler, overgyder glad
Skuldrens psychebaarne Sænkning,
Hals og Barm det kolde Bad.
Indtil Skæret sig udbreder
af en underjordisk Ild
over Halsens Hud, som dufter
af en ægte, nej, en vild
Rose, som bag Hegn og Gærder
blomstrer, blot lidt mere bleg,
men som tusindfoldig smykker
Kærlighedens Alfarvej.
Du er fin og fuld af Dufte,
fuld af Glød og lønlig Ild.
Men for Halsens Herligheder
har du knappet Kaaben til.
O, du ængstes i dit Hjerte.
Du er næsten bleg derved.
Du skal møde én, du elsker —.
Han skal gøre dig Fortræd.
Det er mig, i hvem Begæret
banker dumpt som Hammerslag.
Det er mig med Bjørnekræfter,
der skal tage Elskovstag —,
saa det knager i dit Legem,
saa du vaander dig derved.
Saa din hele skønne Bygning
blir et søndret Blomsterbed . . .
Det er mig med Uvejrsstorme
oe med Kræfter som Titaner,
der skal kysse dig og knuge
som fraaded der Vulkaner
i mit Blod og paa min Læbe,
der med Kraterflammer luer —,
som jeg kysser dine Øjne,
dine Øjnbryns fine Buer.
Det er mig, der glad omfatter
dine Arme og din Nakke.
Det er mig, der hed af Duften
søger ind bag Pels og Frakke —.
Og jeg hvisker, hvad jeg evner
af forsorne, søde Ord,
til du, Barn, i mine Arme
segner om i duggvaad Jord . . .