Du, Valde, har ’re alder prøft de’ før,
hvodden a de’ æ, naar a man dør —,
ka’ ’re tro, a vi ska prøue de’ i Nat.
Du ka tro me, Valde, naar je sier de’ at
je’ ekke tror, forstaar ’re, de’ gaar glat —,
som a leve, aa a leve a sla’ Plat —.
Vaarhære, han har ge’en me Homør.
De’ ve je ha mæ me, naar je’ dør . . .
Du, Valde, je æ kold aa stiv i mine Ben,
Er ’re dig, Kamrat, a der gier en lille én —.
Ta aa rajs der fra den haarde, kolde Sten.
Ka’ ’re ekke? Hva? Je søns de’ lø—j,
som du sae, a du sijer aa æ dø—j . . .
sae ’re, Valde, hva’ — hva’ de’ betø—j . . .?