O, pragtfuld, Proletar, din Næves Tag!
Den Arm, som løftet til et drøjt, atletisk Slag
er som en Drøm af Linjers nøgne Kraft og Liv,
der gør en Digters Værktøj til en Dolk, en Kniv . . .
der skræller Lyden af en Sten i Lag — —,
og ætser i en rytmisk Drøm den grelle Dag —.
Den føres af en Haand, der sælsom og naiv
holder i sig selv en trodsig Sum af Liv . . .
O, denne raa og nøgne Muskelpragt!
Den er en blottet, sund, barbarisk Magt,
der blodkarsynger ved hvert Hammerslag
saa selv en Sten maa skrige med et Brag —.
En skinger Hymne til den stærke Dag . . .
O, Proletar, din podex-skønne Pragt!