I
Jeg vandrer nu ad Veje,
som ingen kender, ingen ved
og skjuler min Skalmeje
i Graad og Ensomhed.
Jeg gemmer mig paa Stier,
hvor ingen kommer, ingen gaar.
Selv Taaben i mig tier
med Spot om Savn og Saar . . .
Velsignet være Sorgen —.
Velsignet være Skovens Nat.
Min Ungdoms mørke Morgen,
hvis Lys har mig forladt.
Velsignet være Vejen,
om end bestandig den gaar vild —.
Vi véd, jeg og Skalmejen,
at vi er vant dertil —.
II
Jeg sér de sorte Stammer.
Jeg sér det dunkle Dyb og Gem,
et Rum, som uden Rammer
saa grænseløst gaar frem.
Da fjernt i Natten falder
en Stjerne grusomt koldt og hvidt —.
De døde Kloder kalder —.
O, skælv ej, mine Skridt.
Tilbunds i Skovens Indre,
hvor Øjet aabner al dets Graad,
og andre Stjerner tindre —,
dér aner Tanken Raad.
Forkommen af sin Grunden
paa Hjertets Banken og dets Brand
tyer den i Træthedsstunden
til sine Taarers Land.
III
Jeg tror, i Skoven inde,
saa langt, som jeg kan famle frem,
(man søger bedst i Blinde . . .)
dér finder jeg mit Hjem.
I Skoven dybest inde,
hvor alle Vejene er glemt,
dér, tror jeg, jeg kan finde
mit Selvs Forklaring gemt . . .
Dér ligger Gaadens Kerne
paa Ensomhedens sorte Bund
paa Flugt imod det fjerne
og lyt ved Gaadens Mund!
Dér ejer Natten Ordet,
som al mit Indre venter paa.
Dér kalder Midnatskoret.
Stands, Hjerte og forstaa!
IV
Hvad er vel denne Stemme,
den Rest, som ej er nogen Røst
jeg kan saa tidt fornemme
som Trusel, snart som Trøst?
Hvad er den dybe Kogen,
som kalder dybt i Skovens Nat
og ikke synes nogen —.
End ikke Træ og Krat.
Det er som denne Kalden,
der toner ud af Gaadens Mund,
forklarer Stjernens Falden —
i hin forslemte Stund.
Det er som om den Stemme
har Ord, der ikke ligner Ord —.
Den mumler, mumler: Hjemme —.
Din Jord er jo Guds Jord.