Jeg længtes, længtes ud et Sted,
højt mod en høj og himmelsk Fred
i blaa og fjerne Farvers Ro,
i Lysets Borg, i Evighedens Bo.
Jeg længtes mod en gylden Kyst,
hvor alt var evigt, alt var lyst —,
hvor Luften klang af havblaa Blaat
og stod i Klangen som et Slot —.
Jeg vandred ad en gylden Sti,
og gik kun Farverne forbi —.
Det Rødt, der randt tæt ved min Fod,
var mit forløste Hjerteblod . . .
En Farve, som var frisk og vaad,
var graa som al mit Hjertes Graad . . .
En, som var gul og næsten ond,
var Had i Menneskenes Mund . . .
et Minde, som et flygtigt Nu
randt mørkt og bittert mig i Hu
med Billedet af Jord og By.
Men jeg var lykkelig og ny.
Henfaret og forlast og fri.
Al Fjendskab fjernt, forbi, forbi.
Og ingen Lede i min Lyst
paa denne Himmels gyldne Kyst.
Paa denne drømte Spectersti,
som jeg var stedet evigt i —,
og Foden frejdigt fulgte ad
og gik i Farvers Glans sig glad.
Den grønne Farves grønne Raab
var som et: Hørt er dine Haab —!
I disse Haver gaar du ind
udødeligt forløste Sind.
Naar du den stærke Klang af Blaat,
da naar du alle Sjæles Slot. —
Det stiger blankt i Ætren frem.
Det hilser dig, dit Hjem, dit Hjem.
Jeg drømte disse Farvers Fest.
At jeg for stedse blev dens Gæst —,
i blaa og fjerne Farvers Ro,
i Lysets Borg, i Evighedens Bo.