I Sol og Sné, i Sol og Sné
gaar Foden, Vejen frem;
men jeg kan ingen Vegne sé,
om Vejen fører hjem —.
Jeg kan kun høre Børn og Bjælder,
Snéens sarte Sang. —
Jeg kan kun sé en Dag, der hælder
i dens kolde Klang . . .
Den hvide Regn, den hvide Regn
igennem Luften gaar.
En salig hvid og sælsom Egn,
et Aasyn af et Aar —,
der gik sin Vej og atter kommer
smilende igen.
Mens Solen i en evig Sommer
smilende gaar hen —.
Det sner, det snér, paa Vej og Sti,
i Fodtrin af en Mand —.
Gaar mine Dage mig forbi?
Og mine Minders Land?
Det er, som om jeg sér og kender
det, som var engang,
mens Vejens Børn og Bjælder sender
ud sin kolde Sang . . .
De hvide Stammer i min Skov,
hvor Vejen fører ind,
hvor Vaar i tusind Vintre sov
ved Muldens Moderkind,
staar tæt og tavse, skønt de taler
fredløst om min Færd,
mens alle drømte Dage daler
néd og er mig nær . . .