I den Stund, hvor Gadens Lygte
luer skønnest bag sit Glas,
og hvert Hus i Verdensstaden
blir et festligt hvidt Palads —
i den Stund, hvor Gaden toner
af en travl og lødig Larm,
og hvor Glæden gror i Hjerterne
og bølger i hver Barm —,
stiller jeg mig ved Teatret,
hvor jeg larmombølget staar.
Det er det af hele Glæden,
som en énlig Vandrer faar . . .
I den Stund, hvor Byens Vogne,
alle Biler, Omnibusser
styrer ind igennem Stimen,
hvor de tusind Lamper blusser —,
i den Stund, hvor der gaar Jubel
gennem alle Sind og Sjæle,
medens Livet bruset højt,
og Lykken taler i hvert Mæle,
standser jeg ved Vestibulen,
dér hvor alle Biler standser,
og hvor Stemmerne, der summer,
er Musik for mine Sanser.
O, jeg elsker denne Time,
hvor det bærer imod Fest.
Unge Herrer klædt i Kjole,
klædt i sølvgraa Silkevest.
Unge Damer, som har Silketyll
og gyldne Sko og Slør,
iler alle mod den straalende
og gyldne Indgangsdør,
mens jeg tæmmer al min Længsel,
hvisker: »Ti, du Hjerte, ti —
du har glemt, hvordan Teatret
sér ud — indeni . . .
I den Time gad man segne
træt af Fejder, Ungdomskampe
for at følges med en Ven
helt ned til Tæppets tændte Rampe.
I den Time gad man knæle
for at sige Livet Tak
for et Pust af al den Glæde,
som éns trætte Sanser drak. —
Man gad kysse alle Pigers
skønne Silkesko og Vrist
i den Time, hvor en Vandrer
er sin Fattigdom bevidst . . .
Sé, den blide, unge Pige,
som vist venter paa sin Ven,
hun, der lever i de Timer,
hvor hun møder ham igen —,
hende kunde jeg velsigne,
mens hun venter denne Lykke,
eller ogsaa noget andet:
Blæse Elskeren et Stykke,
styrte hen og finde Halsen
under Kaabens Silkeplyds,
styrte fræk og ubehøvlet
hen og hente mig et Kys.
Denne Time ved Teatertid
i Byen gør mig gal . . .
Se, jeg længes ind til Festen
i den festligt hvide Sal —.
Sé, min Jubel kulminérer —,
og jeg takker dette Syn
af en Valfart til Teatret,
den, der bruser gennem Byen,
den, der kommer som i Floder
i en lys og feststemt Gade.
O, jeg kalder det min Glæde,
at jeg sér de andre glade . . .
Mens der farer mig i Blodet
en forgæves Bejlen til
dette Liv, der for en Drømmer
er det sande Skuespil . . .
mens jeg ønsker og jeg higer,
mens jeg stum af Smerte kræver
at hvert Menneske skal sé:
Det er i mig, at Glæden lever . . .
I mit Hjerte tager Graaden
og de sære Sorger Sæde,
dem man føler i Begejstring
dem i dybt bevæget Glæde . . .
Thi naar Larmen bliver stille,
og Komédien begynder,
og det Brus, der lød i Gaderne,
er tystnet og forkynder,
at det dybe Aftenmørke
lægger Gadens Travlhed øde,
at de mange glade Stemmer
er forstummede og døde —,
i det Øjeblik, hvor Dørene
til Salen falder i,
er det skønneste af alle
skønne Skuespil forbi . . .