Nattergalesang. Nattestille Tale.
Træet kysser ømt sit Søstertræ.
Nattesorte Sange. Nattefjeme Lyde.
Toge. Toge. Toge.
Maane, er min Sjæl flygted fra Alverden?
Stryger jeg med alle Sejl imod Lethes Bred?
Vis kun Sølvervejen ind til Dødens Damme.
Maane. Maane. Maane.
Mørkets Pyramide rejser sig bag Skyen.
Som med Tusind Aar ombord sejler Midnatsskibet.
Som et Øje Sfinksen aabner imod Natten . . .
Natten. Natten. Natten.
Løvet har en Stemme som mit dunkle Haab.
Sé, jeg elsker Eder, alle I, som savner —.
I, som nu med Angst bestiger Midnatsskibet . . .
Sejl. Sejl. Sejl.
Sølverne Drabant, spejler Lethes Vande
du i disse Floder af forfærdet Lys?
Maane, hvorfor flygter jeg nu for mig selv?
Angst. Angst. Angst.
Maane, naar jeg mumler selv engang i Levet
lykkelig forenet med den søde Jord,
vil du da bag Skyen standse Midnatsskibet,
Stjerne-Ahasverus,
føre mig til Nattens, alle Fugles Gud?
Pege med din krumme Sølverstav
fra mit Leje til en løvrig, evig Morgen —.
Vil du, vil du, Maane?