Vi var sammen i en sommerlig Have.
Blade. Blaa, gule Blommer. Renekloder.
Vi var ømt hos hinanden i enige Kys.
Grønt Græs. Æblerne modnedes røde.
Jeg drak af din Mund en moderlig Vin —,
Træer i tegnede Skygger, i Skønhed og Sol,
— da du inderlig god, nævnede mit Navn —.
Vi var sammen som unge Guder —,
Gange. Græs. Hvide, ledige Bænke,
— som Børn af en guddommelig Verden —
Fuglesang. Farver. Dalende Lys.
Dit Smil var som selve Solen —,
Styrke. Rødme. Henrivende tegnet.
— Det udbredte en Vifte i mit Hjerte . . .
Vi var som mættede af Gensidighed.
Blommerne. Blommerne. Blommerne.
Vi vilde, sagde vi, seende ømt,
Stjernerne. Sollyset. Stjernerne,
— ind i vore lykkelige Øjne —,
Stilhed. Mørke, Aften. Stilhed,
aldrig undvære hinanden . . .