Jeg læste et Kapitel
af mit Drama for Betjenten
om en Kongesøn, der elskede
saa skønt som i Legenden-.
Han var hjemløs i sit Rige.
Han var fremmed for en Ven.
Han var ene, hvor han vendte sig
i Sorg og Længsel hen.
Jeg skildrede Figurerne
og Rammens Renæssance,
Men Betjente er vist træge
til at fatte andres Trance;
thi hans stemningsløse Tavshed,
mens hans mønstred min Person,
var Paamindelser i Stilhed
om en Politistation . . .
Jeg famled fuld af Iver
i min Bogs forrevne Blade,
— vi stod i Lygteskæret
i en tyst og stænget Gade —,
mens jeg ledte efter Kongesønnens
Vise til en Terne.
Den straalede i Kvadet
som en stor og ensom Stjerne.
O, Betjenten skulde høre
al dens hvileløse Ve,
og det skønneste i Bogen
skulde Manden faa at sé:
Hvor et hjemløst martret Hjerte,
som gik vild i dybe Skove,
bad om Lægedom for Længsel,
bad om Evne til at sove. —
Men Betjenten stod fraværende,
en Mur af faglig Kulde,
og Smilene, han sendte mig,
var nærmest ondskabsfulde —.
Han tænkte vist paa Haandjærn,
paa en ledig Gummicelle.
Han knægtede mit Lune
og min Lyst til at fortælle.
Nu regner det i Mørket.
Jeg er vaad og lidt forkommen,
og Kongesønnens Kvaler
i mit Manuskript i Lommen
de synes nu at spøge
og husére i min Tanke,
i mit Hjerte, hvor en Hvileløshed
er begyndt at banke . . .
Men Nej, I lukte Døre,
og I stængte Ruders Hær,
du Øde og Formummelse
bag Regn og Lygteskær —.
Gaa væk, I brustne Øjne
og du Draabeelégi,
for nu skal Natten tone
af en dejlig Melodi.
Og Kongesønnens Vise til sin Terne
frem jeg henter.
Den er baaret af en Længsel,
som man finder i Legender —.
Jeg søger til en Lygte,
ved hvis Lys jeg finder Kvadet,
som jeg læser, mens mit Drama
i et Regnskyl bliver badet.
Jeg nynner Melodierne
og græder Fryd og lér.
Jeg hulker fuld af Tak:
Det er din egen Sang, du sér.
Jeg lytter til de Toner,
som jeg selv i Sorg har skabt.
De lyder som en Glæde,
naar jeg føler mig fortabt . . .
Se, Lygten staar og smiler.
O, Vorherres Regn er smuk.
Og hør, der risler Sange
i Kloakens klingre Kluk —.
Men inde i mit Drama
gaar en Kongesøn og græder.
Hans Sorger er for dybe
til at glemmes iblandt Glæder.