Mærkværdigt kan Skæbnen en Synder belønne
derved, at den giver ham Blik for det skønne —.
Jeg Synder, som sysler med det, der er smukt,
fortaber mig gerne i Svalernes Flugt.
Aah sé, hvor de vender paa Vingen og glider
som Baade paa Blæsten, hvis Bølge de rider —,
og kæler for Vinden, som kysser dem blidt
paa Barmen den bløde, der blinker af hvidt —.
De bæres i Buer og sorgløse Baner.
Jeg synes de vender som Aeroplaner —,
men blot med en Ynde og uden Rutine,
den, der gør Mestrenes Værk til Maskine . . .
De kaster sig underlig lunefuldt hen —,
er borte —, men kommer saa bratte igen
og tegner min Tanke en mesterlig Kurve —.
Aah, hèr har I noget lære, I Spurve. —
Hvem høster den højeste Yndest og Ros
blandt Flyvere? — Den, der er Virtuos.
Hvem fører blandt Fugle sig bedre paa Vingen,
end Virtuoserne, Svalerne? — Ingen.