Frisindet Ungdom
(Ved dens fjortenaarige Fødselsdag.)
(Ved dens fjortenaarige Fødselsdag.)
Saa ung blev du aldrig, at ikke du trænger
O til aarligt at fejre Fornyelsens Daab.
Saa gammel ej heller, at du ikke længer
husker din Vugge og husker dens Gænger —,
husker hvad selve din Fødsel
fødte af Haab.
Saa rig blev du aldrig, at du kunde prale
af Ungdom, og Ungdom i rigeste Maal.
Du kaldte kun Sangere til dine Sale,
Drømmere, Tænkere bad du at tale.
Dit Hjerteblod brændte af Barndom,
der næred dit Baal.
Og aldrig du stivned i Fordom og Skikke,
blev fattig og grundkomisk konventionel.
Bevar, o bevar dine barnlige Blikke,
Højtideligheden — den klæder dig ikke.
Og al denne Satans søvnige
Ceremoniel.
Naar sjældent blev fornem din Tone ved Bordet,
naar Talerne talte og Sangerne sang,
da var det en Ungdom, der ønskede Ordet —.
Og da var det Ungdom, der slog bravt i Bordet
talte saa Gnister og Funker
i Teksterne sprang.
O, kom til mit Hjerte med alt, hvad du ejer
af Barndom og Tro end paa Ungdommens Sag.
Endnu i Hjerterne Fanerne vejer —.
Ungdom er Kamp, hvori Syner af Sejer
bærer, o bærer os frem mod en
drømfarvet Dag.