Ene i Morgenen, ene i Byen, som sover,
vandrer jeg glad for Alverden og glæder mig over
Gryet, som sænker sin blaanende Lysning i Byen.
Ingen forklarer min Lykke,
forklarer min Glædes Fornyen.
Kirkerne kimer til Messe i Kor over Staden.
Glødende strøer Syvbjergenes Sol sine Roser i Gaden.
Det er tidligt og stille. Kun Klokkerne klemtende slaar.
Det er dejligt at vandre i Gaden,
uvidende om, hvor jeg gaar.
Jeg elsker de sælsomme Huse, som Solen forgylder,
de gamle Facader, hvis Stil snart sit Tusindaar fylder.
Thi netop i Gadernes Tomhed er de mig kære.
Den Tomhed, der gør, at de synes
mig dobbelt sære —.
Der kommer en rumlende Larm af en Vogn mig i Møde.
En tohjulet Kærre af dem jeg forlængst tænkte døde —.
O, Middelalder, du Tid, som længst er forsvunden.
O, Floder af alle Aarhundred,
som hér er henrunden.
Boderne aabner, og dampende Kringler paa Stænger
udstilles i Gaden i Friluft, saa Duften fortrænger
den sidste Formodning om Nuets nyeste Tider,
dem der med larmende Travlhed
paa Nerverne slider.
Jeg elsker den toppede Stenbro, hvor Solskinnet falder,
de klemtende Klokker, der dæmpet i Andagten kalder,
og Kirkernes hugne Portaler, de pudsige lave,
hvor Mennesker gennem Aarhundred
vandred til Messe og Ave.
O, er det Foraar for flere Aarhundred tilbage?
Lever jeg dybt i Idyllen fra Fortidens Dage?
Nej, jeg er vaagen. En Malstrøm begynder at bruse.
Sporvognen brummer sig kimende
op imod Hradshins Huse.