Undren
Til en Detalje i Domenico Ghirlandajo „Døberens Fødsel”,
Til en Detalje i Domenico Ghirlandajo „Døberens Fødsel”,
Upaaagtet af min Undren
har du siddet ved mit Bord,
har du siddet ved min Side,
og i Nat ved Nattetide —
har du formet mine Ord.
Men af Læberne, som fatter
om de mesterlige Klange,
alle klare, glade Klange —,
kommer ingen glade Sange —;
thi min Undren mangler Ord.
Uudtalt blev min Fortolkning
af dit søde, unge Sind.
Naar jeg mødes med det fjerne
i dit Øjes unge Stjerne —,
har jeg set og set mig blind.
Naar jeg lænket til en Linje,
jeg forfulgte i Profilen —,
— mest forundrer mig Profilen —,
har jeg stundom mærket Hvilen
som en Hvisken i mit Sind . . .
Thi jeg kender disse fjerne
Øjenvippers mørke Tegn,
og jeg føler, at de fører
mig til Hjertet, som jeg hører
som en mørk, klangmættet Egn . . .
der er gemt dybt i dit Indre,
som min Undren stundom saarer,
som min Spørgen stundom saarer —,
og da falder dine Taarer
i dig selv som stille Regn . . .
Disse Linjers skønne Stigen
og de samme Linjers Fald
har mig mindet om det tunge
i Fortabelsen —. Mit unge
og min Undrens dybe Kald.
Hvad gør det jeg aldrig nævner
disse Linjer om din Pande
og Profilen i din Pande —,
ved det inderste og sande
Navn, mit Hjerte nævne skal,
for at sige, hvad de maaler
hvad jeg sér, men ikke véd,
dette Sæt af dunkle Tanker,
hvori drømte Tider banker —,
er et Dyb af Trofasthed . . .
Og din faste stille Smilen,
dette Spil af Skær og Skygger —,
ja, det Liv af Lys og Skygger
som dit unge Aasyn bygger,
er din unge Kærlighed. —