Som Dragen ved din Yndes Helligdom
er Gaarden, som
med Tagrendsøglearme om din Tanke fatter,
o, skønne Pige, blomsterløse Afgrunds Datter.
Som øjne brustne Ruder stirrer i din Sjæl,
o, drøm og dvæl,
du Barn, ej ved den store Drages grimme øjne,
dens Blik er Ondskab og dens Ord er Løgne . . .
Se, du bevæger dig nær Dragens Øgleham
i Gaardens Slam
med mér end fomem-sød Rococco-Ynde,
en Gave, givet dig for lettere at synde . . .
Vogt dig, o Danserinde, skønne Barn,
for dette Skarn —,
for dette Slam, der giftigt om din Ynde hænger.
Dans, Barn, til Solen i din Afgrund trænger . . .
Thi Dragen, sammenlignet med en Gaard,
hvis Arme naar
om dig, henrivende Barnlille, vil dig dræbe —.
Den frister dig engang, din Mund, din Læbe . . .
Kys ingen; thi enhver med Dragens Fristersæd
ej gør dig ræd,
men taler sødt ind i dit Barneøre . . .
Det er kun Slangetunger, du kan høre.