Stille Aften. Kom nu vil vi gaa,
du, mit gode Forsyn, til en stille Gade,
hvor der staar en slukt og død Facade —,
og et Hjerte træt og sorgfuldt slaa.
Milde Midnat, vis den mørke Vej
gennem Gaden, der ser ud som Graven,
som en stenet Benrads drukne Raven —
forekommer Lys og Huse mig.
Eders Hjerter, Børn, i en uhumsk Port,
mens paa ondt I pønser, ejer dog det Gode
I er blot udslynget paa en natlig Klode —,
der er kold og hjerteløs og sort.
Bolerske i Døren, Lagen er din Hud.
Grel i Lygteskærets hvide, gule Gaader . . .
Sé dig om i Gaden: Horets Armod raader —.
Gaa til Aftnens stille Stjerner ud.
Stjerne er dit Øje, er dit Øjes Sten . . .
I din Mines Tværhed haaner du min Tale.
Hvid som en Megære lærte du at male
Synden hvid mod dine sorte Bén . . .
Jeg gad gaa til Bærmens skingrende Ekstrém.
Skøger, gamle Skøger, der lér og mangler Skammen.
Frysende Subjecter. Til dem allesammen —,
Sort og hvid af Syge, arret af Eksém.
Til en spinkel Pige, som for første Gang
øver sine Vrister paa en Promenade,
purpur-violet af pittoresk Pomade —
gad jeg gaa med Menneskenes Sang.
Til en Tyv, der ruger paa sin frække Plan.
Til en Mand, der sover paa de vaade Bænke,
Til en Sjæl, der sidder livløs i sin Lænke . . .
Til en Sjover af en fin Galan.
Til et Barn, der sover i en Klud
med sit Smils Skovmærke mellem Svampe —,
med nedarvet Ret til Ran og Kampe,
til at slynges i de hvide Hvirvler ud.
Til en Tigger. Til en frejdig Dreng,
finger-virtuos og tirret ved at lyve —,
der beruset af sin Tro paa Tyve —,
fantaserer Indbrud i sin Seng —.
Til den Syges Leje i et Hus,
hvor de slidte Trapper med Velkommen
bygger Æresporte over Fattigdommen —,
selv i sirlig Dragt af Sand og Grus . . .
Til den Døende i Dødens Ild,
der vandrer i de røde Feber-Haver . . .
kendt kun af en: Den gamle blege Graver . . .
der snart skal kaste hele Haven til . . .
Slægt! Brødre! Fattigfolk og Ros!
Pantelaaner-Pak og rige Slyngler,
alt dette sjofle Dynd, der dør og yngler,
I springer af det samme Liv som os. —
Forkomne Smaa, i blege Smil
I løfter, ved jeg, stundom Eders Hjerter —
som smagte Eders Munde bedske Smerter . . .
og søgte Eders øjne mod et Hvil —.
Mer heftigt-vildt end noget Kranium
af øde Huse kan bringe Eder til at fryse,
og alle os, der glædes, til at gyse —,
standse, stirre, stiv og stum,
oprækker Eders Liv, Liv, Liv
en Sang, der trygler, beder, raaber —.
En Sang af Konger, Tiggere og Taaber —.
En Sang der skriger, skærer som en Kniv . . .
henhviskes, spottes, Ild af Ironi,
Foragt og Afmagt, Lidelse og Anger.
En pisket Slægt, en Træl, en pjaltet Sanger —,
der mumler paa en graadkvalt Melodi . . .
Den er uden Klarhed, uden Klang.
Den er skinger, skrigende og stille
Men den springer af Korsfæstelsernes Kilde . . .
Det er Menneskenes Sang —.
Stille. Lyt til Lyden af dit eget Selv,
naar du vandrer ad de øde Veje,
piskes Hjertet ikke i sit Leje
i en Storm med hvide Stjerners Hvælv?