Sangen
Til Emilie Ulrich
Til Emilie Ulrich
En Aften laa jeg syg i min Stue
af Feber og Mangel paa Føde.
Jeg laa, som jeg laa i en Lue
og følte mig flamme og gløde.
Tankerne fabled: Værtinde,
Husleje, Vennernes Navne —,
som søgte jeg Bistand i Blinde
som én, der er skabt til at savne.
Jeg fandt mine Vægge saa nøgne.
Jeg drømte, jeg laa i en Celle.
I Mørket var Ruderne Øjne.
Min Pude af Ild som en Nælde.
Jeg rejste mig halvt op i Sengen
og mumlede vist nogle Ord.
Mit Hjerte det skreg som i Drengen,
der skriger og nævner sin Mor.
En øde og ringende Stilhed
fyldte mit brændende Øre.
I Lyde, som næred min Vildhed.
kunde jeg Feberen høre. —
O, kunde jeg blot bede Bønner
til Satan, da skulde jeg bede:
Tæl mig iblandt dine Sønner,
du Herre i Helvedes Hede . . .
Nej, giv mig, Vorherre, af Naaden —
bad jeg og følte mig lille.
Det var, som om følte jeg Graaden —
Jeg lagde mig ned og laa stille.
Mit Værelse suste af Tomhed.
Jeg laa, som jeg ventede nogen. —
Jeg var som et Fond nu af Fromhed.
Hvor længe mon jeg laa vaagen?
Da hører jeg pludselig Klangen,
(o, er det min Gud, der mig henter?)
Jeg hørte, jeg hørte, o, Sangen
til fjerne Pianotangenter.
O, Væggen begyndte at tale.
Det var, som om Muren fik Mæle.
Sang fra begravede Sale —.
Har Muren mon Engle og Sjæle —?
Der sprang som en Kilde i Muren
af Toner, som kom fra en Stemme.
O, Kursus i Koloraturen. —
Jeg følte mig lytte og glemme.
Det regnede ned som med Naade
og Himle af Vellyd i Bølger.
Saa sig mig, du tonende Gaade,
du Mur, hvad dejligt du dølger.
En Stemme, som kom fra en Kvinde,
sank i mit Hjerte som Floder
af Sødme. O, skjulte Gudinde
nævn mig det Navn paa de Noder — —.
Er det Schubert, der drømmer og dæmpet
taler til Bækken om hende,
Møllerens Datter, han kæmped
en Kamp i Kval for at vinde?
Aah, hvor det sank i min Feber.
Min Stue blev opfyldt af Klange.
Wagner? — Nej, er det Weber —?
Nej, det er Mendelsohns Sange.
Mit Hjerte blev læget i Lindring.
Tankerne svøbtes i Toner —.
De mildnede al min Erindring.
Du Røst, som din Sang dog forsoner.
Syng, du skal synge, du Stemme,
som sænker dig dybt i min Stue.
Sang, i min Sjæl har du hjemme.
Syng dog, o, Frøken, o Frue.
Er det mon Doktorens Datter,
der snart skal betræde Tribunen?
Jeg arme forkomne Forfatter
takker Dem her — under Dynen.
I Strenge, som bor i en Strube,
bor i en naadig Gudinde,
en Engel, en vinget Kerube —,
nej, i en moderlig Kvinde . . .
Du, som har lindret mit Hjerte,
du Røst, som nu toner i Muren,
i denne Stund du mig lærte
min Glæde ved Koloraturen.