De Smil og unge Øjekast i Myriader,
min Elskte kaster under Latter i Kaskader,
lig en velsignet Sædemand sit Sædkorn saar
i mig, forvandles til en Ildregn, før de naar
mit Hjerte, paa hvis Bund min Tankes Gløder
opblusser, mens dets Blomster saaret bløder . . .
ramt af den kaade Regn, der selv om kysk og mild
i mig har skabt en Verden af begravet Ild —,
en Underverden, som dit Øje, hvis det saa
den Febergrund, Sædkornet falder paa,
husvalende mod mig alene vendtes —,
og skabte af min Tvivl den søde Tro —,
der slukked, med din Ømheds skønne Ro,
den Ild, som i mit Hjerte taaretændtes . . .