Aah, hèr ligger jeg mellem Kornblomst og Kløver,
og hører hvor Kornet er glad ved at gro.
Mod Himlen i Lovsang en Lærke sig øver —,
og sætter mig Livsmaal en Stund i Bero.
Hvad er der at vide om Solen mon andet
end det, at den sejler i Æterens Sø,
og sænker som Varme de Safter i Landet,
der stiger som Næring i Havre og Hø.
Jeg Søn af en Ager, hvor Kløveren pranger
som Frugter, der duver for Modningens Vind,
vil sé paa et sommerligt Land som en Sanger —,
og aabne for alle dets Veje mit Sind.
Gud, Himlen er blaa, saa jeg daaner af Glæde
og aner, at Sfærernes Mester er til.
I Fuglenes Stemmer er Skjalden tilstede,
der øver sig selv i fortolkende Spil.
Lad hengaa en Time, og én til, og mange,
naar Kornet kan bruse som Havet i Blæst,
og Lærkerne ejer saa —lindrende Sange —,
at Dagen er selv en foryngende Fest.
Hvorfra er jeg kommet med Støv paa min Frakke,
og brunet af Sommer og Solvejr og Vind?
Aah, sov jeg saa saligt — som aldrig — i Stakke,
hvor selv ikke Stjernemystiken fandt ind?
O, vandred jeg Dage langs Hække og Haver
og saa, hvor man værned om Hus og om Gaard,
at ikke jeg græder til Tak for de Gaver,
jeg tusindfold naadig og ufortjent faar?
Aah, hér ligger jeg mellem Kornblomst og Kløver,
og føler som Kornet mig glad ved at gro,
og ligesom Lærken i. Lovsang i øver,
jeg sætter mit Livsmaal en Stund i Bero.