Til min Barndomsven Sidney Mikkelsen Williams, der faldt i Slaget ved Mont Choisy som australsk Frivillig.
Der gaar saa grønne Søer i Biscayabugten,
en Bølgesværm, der bærer i sit Skød Atlanterhavet,
Der er en bundløs Frodighed i Saltvandslugten —,
som laa der Haver dybt i Bølgerne begravet . . .
Og Havets Dampere, som tror, Passaten kalder,
har glade drejet Stævnen imod Oceanets Nætter,
mens bag den røde Synsrand Frankrigs Kyster falder,
og Nattens Karlsvogn kører frem paa Himlens Sletter —
Jeg kender én, som i sin vaade Skibsdrengstrøje
er gaaet agter for at sé Evropas Kyst forsvinde.
Saa milelange Veje spejles i hans Øje,
der ejer selv et Hav af Taarer dybest inde . . .
Det var den samme Dreng, som gik til Stillehavet
til Valparaiso, hvor i Billard han blev tidlig Mester,
fordi hans vandresyge Hjerte ejed Kravet
til vildt at favnes af de store Stæders Fester.
Han fik en Hyre til Vancouver, Westens Byer,
til den Pacifickyst, der gemtes i hans egne Drømme —.
Dybt i hans Væsens Himmel laa saa hvide Skyer —,
Syner, som en Nat fik Drengen til at rømme.
I Aucklands Gader gik han om med slatne Lommer,
og Nød og Modgang sled til Blods hans Mund og Tunge.
Dog sejrede dybt i ham selv en nordisk Sommer —,
den, hvis Navn er Frejdighed og er det Unge . . .
Da kom den syge Tid med Ragnarok for Verden.
Han valgte at gaa med imellem Englands Sønner,
og af saa dybe, bitre Bæger drak han Smerten,
den, hvori Jordens Ungdom ramt og dødstræt stønner . . .
Du Jordens Søn, min Ven fra gyldne Barndomstider,
som hjemløst trampede paa Verdenshavet,
det skulde meldes etsteds fra, at du omsider
blev som en truffet Fugl i fremmed Jord begravet.
Det skulde meldes, at dit unge Hjerte stansed
dets vilde Banken fjernt fra Hjemmets Havne.
Mens alt, hvad du i Døden saa og sansed
var, o, en Sum af Hjemmets søsterlige Navne . . .