Den bølgende Trængsel iblandet med fejende Takter
af festlig Musik, som har mættet mit Hjerte med Glæde,
forkynder Komédiens myldrende Antal af Akter —.
Titusind Aktører skal samtidig Scénen betræde!
Menneskeoptog, Soldater, Kolonner, Kanoner,
Fyrster, der falder, og Riger i Revolutioner —,
styrtende Kroner! Alt er i Filmen indflettet.
O, denne Summen i Salen og Mumlen igennem Parkettet —.
Vær hilset, du Sal, for din rytmisk præcise Musik,
du Glædernes Tempel, der skænker en Sødme,
o, i et éneste Blik . . .
Programmet! Programmet! Forhallen genlyder af Raaben.
Der stimer en Skare af skønne og skinnende Blikke,
— O, Skønne, jeg kender dig, ak, og jeg kender dig ikke —,
ind gennem Glædernes gyldne og hvide Portaler.
Mærk, hvor Musikken, der møder dig, blidt dig husvaler,
synger og daler —. O, læg Eders Kaabe og Kappe,
I Glædernes Gæster, og stig ad den hilsende Trappe —.
Sænk Eders Hjerter i Sangens usynlige Sø . . .
Musikken, der toner og først ved dit bankende
Hjerte vil tie og dø . . .
Saa flagrer paa Lærredets Flade Aeroplaner.
Saa stiger Kampflyverne dristigt med Døden som Maal
ind i en Himmel, hvis Skyer har skjult deres Baner,
ind i en Sol, der beruser dem vildt med sit Baal —.
Tranchées, Lazaretter, og modige Miltraillører,
hvis Færd disse dødsdømte éngang til Stjernerne fører . . .
Saa træder for Folket Fyrsten for kun at fortælle:
Jeg er en skrap Frikadelle —. Én af de traditionelle —.
Saa rider der tusinde Rytteres Kavalleri
flimrende, flygtende, farende
dødelig festligt forbi —.
Men Pausen er skøn for en fredløst forundret Betragter,
der styrter sig ud i en stuvende fuld Foyé —.
Han gribes af Mylderets sælsomt berusende Magter . . .
thi kender han ingen, da synes han, alt maa han sé —.
Han gaar mod den store, akropolismyldrende Trappe.
Han fører sig spænstig, hvor andre gaar trætte og slappe —.
O, Glædens usynlige Kappe —. O, Konge i Glædens Rige!
Vær hilset, du ukendte skønne, tilfældigt smilende Pige —,
som træder paa Templets Trappe i rytmiske Trin,
og løfter din ygmyge Skønhed
i Skælven mod Lampernes Skin.
Komediens Aktører er midt i de øvrige Akter.
Freden er sluttet, og Børnene græder af Glæde.
Bønderne takker i Ydmyghed himmelske Magter —.
Publikum snøfter (jeg selv er i Færd med at græde . . .)
Der dønner i Salen et Suk over alle de Døde,
de kække, der dristigt og unge gik Døden i Møde.
O, de er alle lagt øde. — Men nu blev der Lys i Salen!
Nu staar den paniske Storm imod Udgangsportalen,
forfulgt af Musikken. Hurra! Hvad er Klokken paa »Strien«?
Wivel! En Drosche! O, Hjerte, nu dør i dig selv,
i dig selv Melodien . . .