O, gamle Mester, intet kvalfuldt Spand af Tid
med Lidelsernes Aag paa vore Skuldre
fordunkler Festen i dit klassisk tørre Vid,
og bringer ikke Smilet hos dig til at smuldre . . .
Alfaderlige Klogskab i et drastisk Klædebond,
Komediernes Mester i hvis lykkelige Haand
et aandfuldt Ris blev svunget med en Spotters Lyst,
af barnligt Hjerte i det mandigt brede Bryst.
Din Skeptisismes tusind Aar, dit andet Selv,
som baaret bag dit Lunes glade Maske
var Resonnansen af din Aand i Scénens Hvælv —,
og gjorde tidt dit Aasyns Træk til Aske . . .
bar du med festlig og forslagen Ironi,
formel Elskværdighed med Ondskabs Sødme i . . .
O, uforanderlige Smerte i dit Smil,
der spændte Sindets Bue med en Spotters Pil . . .
O, du var gammel, Mester, selv da du var ung —,
da var dit Blod som Malurt, bedsk at smage,
da var din Tanke af en trist Erfaring tung —;
men du foryngedes paa dine ældre Dage . . .
Da saa du frisk, at alt er frodigt Stof
til Løjer for en længst forsonet Filosof —,
der elsker Mascaraden for dens Fest og Spil;
men mest fordi den viser, der er Narre til . . .
Og aldrig bitter ved at sé de andre lé
blev du, der selv fandt Lykken i en Latter —,
forløste Lunet i en impulsiv Idé —,
og øste harmløst Skælmeriets Skatter.
En Anekdoterække fæstnet til dit Navn
beviser os, hvor faderligt din Favn
stod kærligt aaben med en Sum af djærvt Humør,
der skabte Lystighedens Daad, der aldrig dør.
Er disse hundred Aar et dunkelt, kvalfuldt Spand
af Tid, der tramper os med bitre Minder —,
da staar du, Fader, levende i Festens Land
og latterknibser os i vore Kinder —.
Din uforgængelige Spot, dit Tænkervid
krystalliséret til Essensen af din Tid —.
Sé, gennem Hundreder af dunkle Aar staar spændt
dit Værk, identisk med en Mesters Monument!