Der er i dit Aasyn, i Ly af dit Guldhaars Krone,
en næsten usynlig og blaanende Perlemors-Tone —
som laa der bag Hudens fine, glasagtige Hinde,
Perler, der bringer dit Smil til at lyse og skinne
Der er i de Linjer, som Aarerne tegner saa tynde,
en Rytme, der skaber dit Aasyns lysende Ynde
i Farver saa svage, af Barndom end mere fine.
De lyser af Mildhed i din forelskede Mine . . .
Det er som om Smilet i lykkelig Flygtighed fletter
rundt om dit øje sig varsomt i vege Vignetter —,
som, lignende Perlemorslinjer, der knytter en Krans,
indrammer dit øjes stærke og tindrende Glans —.
Indfattet i Trækkenes regnbueblaa Systemer
straaler dit øje, Diademet iblandt Diademer —,
sænkende over dig selv den lyse, astrale Styrke,
der gaar som et Solskin ind i mit maalløse Mørke.
Der er i dit Aasyn, i Ly af dit Guldhaars Krone,
en næsten usynlig og blaanende Perlemors-Tone —.
Det er som et Skær af et mættet Lys i dit Indre,
hvor dybere øjne dybt i dig selv ses tindre . . .