Linje tre til Vesterbro.
Vi var to, der lo og lo.
Ovenpaa en Linje tre
fik vi tusind Ting at sé.
Hun og jeg paa Sporvognstur,
mens jeg lønligt gjorde Kur —,
I Veltalenhed af Ild
stundom vred og stundom vild.
Hendes Lystighed var dæmpet.
Latteren lød blid, bekæmpet.
Mine Salver lød som Storme,
ubeherskede, enorme.
Aah, vi lo, vi maatte lé.
Hør, om hvad vi fik at sé
paa en Tur til Vesterbro.
Ovenpaa. Alene to.
Blegdamsvej var altfor bred.
Dèr græd vor Nysgerrighed.
Blomster i en hvid Karnap
saá vi. Selve Stuen slap.
Hvad der bag Gardinet laa,
om Chaiselonguens Ryg var blaa,
Buffet og hvilken Slags Tapét —,
det fik ingen af os sét.
Blomsterglas i Vindusfag,
blaa som nogen dybblaa Dag —,
værned imod Frost og Vinter
spæde Foraarshyacinter.
Fuglebur. Ak, denne Vane
lod os Alderdommen ane
hos en Slægt, der gaar og graaner,
mens vi selv af Livsmod blaaner.
Urtepotter paa en Række,
Tradition og Stuetække,
pænt og pynteligt og sødt.
Dog saa daadløst og saa dødt.
Vognens Brummen, mens vi kørte,
lød som Sang, vi begge hørte,
fulgte som en Melodi
Billedet, der gled forbi . . .
Men ved Fælledvejens Huse
tog den Sang paa Vej at bruse —
i en løbsk og voldsom Lyd;
thi den fødte os en Fryd. —
For vi saa en første Sal,
en Madamme med Gemal
klæde, ak, hinanden paa,
ugénért i Vindvet staa.
Han et Billed paa en Nar.
Hun i Underliv og bar.
Aah, vi blev som Børn, der lo.
»Sé, her myldrer Nørrebro«.
Blaagaardsgade gik nu frem.
O, med Ruder og med Hjem.
Ved det første Stoppested
voldte Latter ny Fortræd.
Thi vi standsed, mens vort Blik
faldt paa Høkerens Butik.
Dèr gik ogsaa en Madamme
som fra før — men ej den samme.
Hun var glinsende og glad,
vimsed fed af Danmarks Mad
om bag Disken mellem Fade,
røde Pølser og Skildpade.
Dèr laa fældede Smaagrise,
ak, til menneskelig Spise —.
Dèr laa Skovens Fugle stegte,
dræbte, spiddede og spegte.
Da jeg saá en stor Kalkun,
hel i sine Fjer og Dun
trone død i Fjederhammen,
rased jeg imod Madammen.
Saadan Uforskammethed!
Det er hende, der er fed!
Og til Offerkniven værdig.
Hundred Kilo, slagtefærdig — —.
Ak, Veninden lo og lo;
men min Tur til Vesterbro
voldte stundom mig lidt Plage.
Nu var Ørstedsvej tilbage.
Den benytted jeg til Hvile.
Til at sé Veninden smile —
med et dybt og sælsomt Blik,
som mig sødt til Hjertet gik.
Og jeg skammede mig ikke
ved for alle Ruders Blikke
søge disse Øjnes Bund
i et Kys paa hendes Mund.
Gamle-Kongevejs Betjent
stirred paa os, himmelvendt —.
»Det utroligste kan ské
ovenpaa en Linje tre,«
tænkte Manden, da vi gled
leende af Salighed,
glade ad Alhambravej —
»havde det dog været mig —.