Den Ungdom, som jeg ejer
og paa en Vægtskaal vejer,
en Vægt af al min Vé —,
den er, trods alle Sorger,
som Hjertet dybt forborger,
saa lys som Vaarens Sne.
Den Sne, der slørfint falder
i Foraarsskovens Haller.
Den Sné, som Solens Spyd
med Tøbrudsvarme dræber,
med Kys af gyldne Læber —,
mens Vinden staar fra Syd.
Den Ungdom er det dyre,
som klinger i min Lyre.
Det bedste, som jeg har
i Vaar og Ungdomstide
den anemonehvide
Blomst, min Barndom bar.
Jeg ser min Ungdoms Lande,
og Skyer gaar fra min Pande,
og Mørke fra mit Bryn.
Thi i sig selv en Gaade
er Livets store naade
et solberuset Syn.