O, Herskerinde, du som i din Dronningtale
ej kender til din egen Jomfrurøsts regale
Klang, som for min Sjæl betyder at befale —.
Sé, jeg er Træl for denne Dronningtale.
Din Stemmes skønne Lov, som ung, helt modermyndig,
paa denne Kærlighed, mer end jeg selv, er kyndig —,
den kalder, evneløs, jeg Drømmer yndig —,
og gør din Ungdom mere modermyndig. —
Det er mig som et Ord af dine Læber,
hvori dit Hjertes stolte Tanke strømmer,
paa éngang, skæbnesvanger, skærmer om en Drømmer —;
thi dette Ord, der dufter vildt og dræber —,
beskytter med dets Barndom mine Savn
hvergang det, naadigt, nævner ømt mit Navn . . .